Mediernes Internetpris til Bonanza

Mediernes Internetpris blev uddelt for første gang på IT-Universitetet i København. Juryens Særpris gik til netstedet Bonanza på dr.dk, hvor man kan gense guldet fra DRs arkiver.

Det er Foreningen af Danske Interaktive Medier, der uddeler priserne, og tanken med Mediernes Internetpris har været at tage pulsen på de danske netmedier og deres redaktionelle indhold og belønne de bedste. Det er en jury, der har fundet vinderne blandt de flere end 100 produktioner, der var indstillet til priserne.

Det var Bonanza-redaktionens Thomas Klinkby, Christian Valentiner og Mads Henry Caspersen fra DR Medieudvikling, der modtog Juryens Særpris for Bonanza-sitet, hvor danskerne blandt andet har været med til at vælge de 100 programmer fra DRs arkiver, der skulle digitaliseres og lægges ud i fuld længde. Det betyder, at man i dag for eksempel kan se ’Matador’, ’Gæt og grimasser’ og ’Bullerfnis’ på sitet i fuld længde – blandt mange andre DR-programmer.

I juryens begrundelse for at give Bonanza den særlige pris til “særligt fremragende interaktivt indhold” hed det, at Bonanza har formået at engagere en lang række brugere, som samtidig selv har bidraget aktivt til resultatet.

“Det er kendt stof, som har fået nyt netliv til glæde for alle danskere. Vinderen viser, hvordan man med succes kan lægge arkivmateriale på nettet og skabe en hidtil uset grad af adgang til uanede mængder af indhold. Vi vil meget gerne se flere lignende initiativer fra en af Danmarks største kulturinstitutioner,” lød det fra juryen.

Skulle du have fået lyst til og se Bonanza kan det gøres HER!